Forskellen mellem kabel og optisk kabel

Kabel: Når telefonen konverterer det akustiske signal til et elektrisk signal og derefter sender det til kontakten via linjen, sender kontakten det elektriske signal direkte til den anden telefon via linjen til besvarelse. Transmissionslinjen under denne samtale er kablet. Hoveddelen af kablet er kobberkernetråd. Kernetrådens diameter er opdelt i 0,32 mm, 0,4 mm og 0,5 mm. Jo større diameteren er, jo stærkere er kommunikationsevnen; der er også divideret med antallet af kerneledninger: 5 par, 10 par, 20 par, 50 par, 100 par, 200 Ja, vent, logaritmen, der er nævnt her, henviser til det maksimale antal brugere, som kablet kan rumme; og det er delt af pakke, som jeg ikke ved meget om. Kabel: Det er stort i størrelse, vægt og dårlig kommunikationsevne, så det kan kun bruges til kortdistancekommunikation. Optisk kabel: Når telefonen konverterer det akustiske signal til et elektrisk signal og derefter sender det til kontakten via linjen, sender kontakten det elektriske signal til den fotoelektriske konverteringsenhed (konverterer det elektriske signal til et optisk signal) og sender det til en anden fotoelektrisk konverteringsenhed via linjen (Konverter det optiske signal til elektrisk signal) , og derefter til koblingsudstyret til den anden telefon for at besvare. Linjen mellem de to fotoelektriske konverteringsenheder er et optisk kabel. Det siges, at det kun er opdelt af antallet af kerneledninger, antallet af kerneledninger: 4, 6, 8, 12 par og så videre. Optisk kabel: Det har fordelene ved lille størrelse, vægt, lave omkostninger, stor kommunikationskapacitet og stærk kommunikationskapacitet. På grund af mange faktorer, er det kun bruges til langdistance-og punkt-til-punkt (dvs. to switch værelser) kommunikation transmission. Deres forskel: Indersiden af kablet er kobberkernetråd; indersiden af det optiske kabel er glasfiber. Optisk kabel Kommunikation optisk kabel er en slags kommunikationslinje, hvor et vist antal optiske fibre komponere et kabel kerne på en bestemt måde, og er dækket med en kappe, og nogle er også dækket med en ydre kappe til at realisere transmissionen af optiske signaler. Felttest er blevet udført successivt i Shanghai, Beijing, Wuhan og andre steder. Kort efter blev det afprøvet som en inter-office kuffert i det lokale telefonnet. Efter 1984 blev det gradvist brugt til langdistancelinjer, og single-mode fiber blev vedtaget. Optiske kommunikationskabler har større transmissionskapacitet end kobberkabler med lange relæsektioner, lille størrelse, let vægt og ingen elektromagnetisk interferens. Siden 1976 har de udviklet langdistance trunk linjer, intra-city relæer, offshore og transoceanic ubåd kommunikation. , Samt rygraden i kablede transmissionslinjer såsom lokalnet og private netværk, og begyndte at udvikle sig til området for bruger loop distributionsnet i byen, der leverer transmissionslinjer til fiber-to-the-home og bredbånd integreret service digitale netværk. Et kabel er normalt et reblignende kabel, der dannes ved at vride flere eller flere grupper af ledninger [hver gruppe på mindst to ledninger]. Hver gruppe af ledninger er isoleret fra hinanden og ofte snoet omkring et center. Hele yderbrødet har en højde. Isolerende belægning; især ubådskablet først: Der er en forskel i materiale. Kabler bruger metalmaterialer (for det meste kobber, aluminium) som ledere; optiske kabler bruger glasfibre som ledere. For det andet: Der er en forskel i transmissionssignalet. Kablet sender elektriske signaler. Optiske kabler sender optiske signaler. For det tredje: Der er forskelle i anvendelsesområdet. Kabler bruges nu mest til energitransmission og low-end data information transmission (såsom telefon). Optiske kabler bruges mest til datatransmission.